Mindesmærke

Den 18. november 2015 indviede Friedrichstadt-Palast Berlin, på en festlig måde, mindesmærket til ære for sine stiftere Max Reinhardt, Hans Poelzig og Erik Charell i Friedrichstraße 107. Blandt de tilstedeværende var Tim Renner (tidligere kulturstatssekretær), Prof. Dr. Christof Stölzl (præsident for Franz Liszt Højskole, Weimar), kunstnerne Oliver Störmer og Cisca Bogman (stoebo) samt Peter A. Poelzig, den ærede ekspressionistiske arkitekts barnebarn.

 

 

Palasts scenehistorie begynder den 28. november 1919, med åbningen af Großes Schauspielhaus (det store skuespilhus). Sin verdensberømmelse skylder denne berlinske underholdningsscene de tre ærede kunstnere: Max Reinhardt, Hans Poelzig og Erik Charell.

 

Reinhardt er sin tids mest visionære teatermager og teaterforretningsmand. Poelzig er en indflydelsesrig arkitekt, kendt bl.a. for Haus des Rundfunkes (radiohuset) i Berlin. Charell præger de store revyer fra »de gyldne tyvere« i Berlin, opdager Marlene Dietrich og Comedian Harmonists og får verdenssucces med operetten »Im Weißen Rößl«.

 

Alle tre mister i 1933 muligheden for at arbejde i Tyskland pga. nationalsocialisterne. Reinhardt og Charell går i eksil, pga. deres jødiske herkomst; Charell er desuden forfulgt for sin homosexualitet. Poelzig må se sig udsat for repressalier pga. sin ekspressionistiske (»degenererede«) arkitektur.

 

Den 18. januar 1934 videreføres huset som nationalsocialistisk propagandateater under navnet »Theater des Volkes« (folketeateret). Den 1. november 1947 får det sit nuværende navn Friedrichstadt-Palast.

 

For intendanten Dr. Berndt Schmidt, som var primus motor i skabelsen af mindesmærket, ligger bevæggrundende i fortidens betydning for vores nutidige handlen: »Med to overvundne diktaturer i vores scenehistorie, står Palast under min ledelse bevidst for frihed, mangfoldighed og tolerance. For at ære vores stiftere, som lagde grundstenen til husets stilistiske udtryk og som alle tre senere måtte lide under nationalsocialismen, tilegner Friedrichstadt-Palast dem det prominente mindesmærke i Friedrichstraße.«

 

Mindesmærket blev designet af ’stoebo – Bogman & Störmer’. Den hollandske mediekunstner Cisca Bogman arbejder også som maler og grafiker. Oliver Störmer er kunstner, billedhugger og kunstdocent.

 

Prof. Dr. Christoph Stölzl trak i sin åbningstale en kunstpolitisk rød tråd: »De stiftende fædre står for opfindelsen af en massekultur, som ikke fandtes tidligere – en ny demokratisk underholdningsform.«

Negativet i kuben af støbt beton repræsenterer den imaginære lysstråle fra en teaterprojektor. Derunder føres strålens imaginære projektion videre, som et ovalt område på fortorvet, i mørk, slebet støbeasfalt med glittereffekt. Projektorlyskeglen, der opstår som følge af sin negative omskrivning, forbliver immateriel. Som et universelt symbol på teaterverdenen og revyen, danner den et bindeled mellem i går og i dag og hentyder til savnet af de tre protagonister.

Til mindesmærket hører et sted med efterfølgende tekster om Großes Schauspielhaus, Max Reinhardt, Hans Poelzig og Erik Charell.

 

Arkitekten Peter A. Poelzig fra Duisburg var meget imponeret og bevæget af projektet: »Min bedstefar prægede en hel generation af arkitekter og der fandtes næsten ingen byggeopgaver, som ikke indeholdt eksempler på hans arbejde. Næsten 80 år efter hans død er kunstværket et meget sublimt, meget flot og klart tegn på anerkendelsen af hans kunst.«

Großes Schauspielhaus

Palasts scenehistorie begynder i 1919 med åbningen af Großes Schauspielhaus. Sin verdensberømmelse skylder denne berlinske underholdningsscene tre fremragende kunstnere:

 

Max Reinhardt, Hans Poelzig og Erik Charell.

 

Alle tre mistede i 1933 muligheden for at arbejde i Tyskland pga. nationalsocialisterne. Reinhardt og Charell gik i eksil, pga. deres jødiske herkomst. Charell blev desuden forfulgt for sin homosexualitet. I de efterfølgende mørke år i den tyske historie slukkedes deres lys på denne og andre scener i Hitlers »Tredje Rige«. Mindesmærket er tilegnet disse tre kunstnere.

 

1918 På Max Reinhardts bestilling forvandler Circus Schumann, som ligger mellem Schiffbauerdamm og den nutidige Reinhardtstraße, sig til Europas mest moderne teater med 3.200 siddepladser. Arkitekten Hans Poelzig skaber med sit ekspressionistiske formsprog et arkitektonisk ikon, der bliver berømt som »drypstenshule«.
1919 Den 28. november åbner Großes Schauspielhaus med Reinhardts berømte masseproduktion af Aischylos’ »Orestie«.
1924 I forbindelse med omvandlingen til underholdningsteater, henter den nye teaterleder Erik Charell, glamouren fra de store Broadway-shows til Berlin og smelter den sammen med intelligent humor til en typisk berliner revy.
1933 Nationalsocialisterne eksproprierer huset og viderefører det som »Theater des Volkes« (folketeater) under rigspropagandaministeriets opsyn. Alle jødiske kunstnere og medarbejdere mister deres arbejde. Poelzigs drypstenshule, der nu nedgøres som »degenereret arkitektur«, bliver i 1934 destrueret og overbebygget.
1945 Genåbning kort efter 2. verdenskrigs afslutning.
1947 Omdøbning til Friedrichstadt-Palast den 1. november. Palast bliver DDRs centrale underholdningsscene.
1980 Den gamle teaterbygning lukkes og senere nedrives af strukturelle årsager.
1984 Friedrichstadt-Palast erstattes på sin nuværende placering af et nybyggeri i socialistisk postmoderne stil og indvies den 27. april. I dag er det Europas største og mest moderne underholdningsteater.

 

Foto: Architekturmuseum in der Universitätsbibliothek der TU Berlin

Max Reinhardt

 

født 9. september 1873 i Baden nær Wien
død 31. oktober 1943 i New York
Skuespiller, instruktør, teaterforretningsmand

 

Max Reinhardts unikke teaterkarriere er tæt forbundet med Berlin. Fra 1894 spillede han på Deutsches Teater og overtog i 1905 dets ledelse. Under hans instruktion fovandlede klassiske stykker sig for første gang til fantastisk-sensuelle totalkunstværker. Beundret som »teatermagiker« af sin samtid, talte han med til det moderne teaters pionerer.

 

Reinhardt grundlagde flere berlinske scener samt Tysklands første skuespillerskole. Med Großes Schauspielhaus udlevede han i 1919 sin drøm om en fast arena-scene for et massepublikum.

 

Efter overdragelsen af huset til Erik Charell i 1924, flyttede Reinhardt størstedelen af sit arbejde til Østrig, hvor han i 1924 var med til at grundlægge Salzburger Festspiele.

 

Efter nationalsocialisternes magtovertagelse i 1933, mistede Reinhardt sine berlinske scener, pga. sin jødiske herkomst. For at undgå forfølgelse forlod han Tyskland for altid og levede herefter i Østrig, inden han efter dets »tilslutning« immigrerede til USA i 1938. Her døde han i 1943.

 

Yderligere informationer: https://da.wikipedia.org/wiki/Max_Reinhardt

 

Foto: Deutsche Kinemathek

Erik Charell

 

født 8. april 1894 i Breslau
død 15. juli 1974 i München
Danser, koreograf, instruktør

 

Erik Charell stiftede som Max Reinhardts assistent bekendtskab med de glamorøse Broadway-shows. I 1924 overtog han den kunstneriske ledelse af Großes Schauspielhaus og blev med sin serie af berømte produktioner til Berlins »revykonge«. Han anstatte entertainere som Claire Waldorff, senere verdensstjerner som Marlene Dietrich og opdagede The Comedian Harmonists.

 

Charell, som skabte den legendariske Chorus Line i Berlin, fejrede i 1930 en sensationel succes i Großes Schauspielhaus med premieren på revyoperetten »Im Weißen Rößl«. I 1931 skiftede han til UFA og instruerede den populære musikfilm »Der Kongreß tanzt«.

 

Charell var jøde og homoseksuel. Efter NSDAPs magtovertagelse opsagde UFA alle kontrakter med ham. Han indså tidligt faren og forlod allerede i 1932 Tyskland, opholdt sig kort i London og Paris og immigrerede til USA. Efter krigens afslutning flyttede Charell tilbage og fejrede i 1950 i München en comeback med operetten »Feuerwerk« og genindspilningen af sin »Im Weißen Rößl«. I 1969 fik han tildelt det Gyldne Filmbånd.

 

Yderligere informationer: https://en.wikipedia.org/wiki/Erik_Charell

 

Foto: Deutsche Kinemathek

Hans Poelzig

 

født 30. april 1869 i Berlin
død 14. juni 1936 i Berlin
Arkitekt, maler, scenograf, højskolelærer

 

Hans Poelzig stod fra 1919 til 1921 i spidsen for den tyske fagbevægelse. Sit europæiske ry grundlagde Poelzig med ombygningen af Grosses Schauspielhaus i årene 1918-1919. I den berømte »drypstenshule« forsynede han tilskuerrummets kuppel med tusinder af gipstapper, for at forbedre akustikken.

 

Poelzig bidrog i stor omfang til etableringen af moderne arkitektur i Tyskland. Han skabte betydningsfulde bygningsværker i Ny saglighed stilen, som Berliner Haus des Rundfunks og Zentrale der IG Farben i Frankfurt am Main.

 

Som vicepræsident for den Preussiske Kunstakademi og leder af De Forenede Statsskoler for billed- og brugskunst i Berlin, nåede han i begyndelsen af 1933 højdepunktet for sin karriere. På grund af sin stilling som repræsentant for moderne akritektur, fratog nationalsocialisterne ham dog allerede i foråret alle posterne.

 

Efter at have mistet muligheden for at arbejde i Tyskland, besluttede Hans Poelzig i 1936, at acceptere et professorat i Tyrkiet men døde inden han nåede at immigrere.

 

Yderligere informationer: https://da.wikipedia.org/wiki/Hans_Poelzig

 

Foto: Rheinisches Bildarchiv

Tilbage til toppen